Vi møder hinanden i køkkenet, på arbejdet og i opgangen – med værdier, vi har fået med hjemmefra. Når blikke, vaner og forventninger krydser, kan det både give gnister og nye forbindelser. Det kræver mod at blive på samme side, men også ro til at lytte til, hvad der faktisk menes.
Forskelle som hverdagskompas
Forskelle er ikke kun konflikt; de er også et kort over det, der betyder mest. Høflighed, tidsforståelse eller hvem der tager ordet, fortæller noget om vores rødder. Når vi opdager mønstrene, kan vi spørge nysgerrigt frem for at dømme. Så vokser pladsen til både fasthed i egne værdier og respekt for andres.
Og når uenighed fylder rummet, viser erfaringer med når samtaler går i hårdknude hvordan vi kan vende tonen uden at vende ryggen til os selv.
At skabe et fælles sprog
Et fælles sprog handler ikke om at mene det samme, men om at kunne stå sammen med uenighed imellem os. Det opstår, når vi sætter ord på det usagte og gør plads til rettelser undervejs. Små greb i hverdagen kan bære samtalerne længere end viljestyrke alene.
- Spørg ind, før du forklarer din pointe
- Gentag det du hørte, før svar
- Tal om rammerne, ikke kun indholdet
- Hold pauser, så nerven kan falde
Når rammen er tydelig, bliver uenighed mindre farlig, og nysgerrigheden kan få lov at gøre arbejdet videre.
Mod og nysgerrighed i praksis
Modet er at blive i samtalen, også når vi bliver ramt. Nysgerrigheden er at lede efter det, der er vigtigt for den anden, før vi forsvarer os selv. Begge dele kan trænes i små trin: ved bordet, i møderne, på trappen. Her opstår den gensidige forankring.
Har I brug for et fælles afsæt, kan refleksioner om normer mellem køn og tro give et sprog for både lighed og forskellighed, som I kan vende tilbage til næste gang.
