Menu for denne side:

Den Folkekirkelige Udviklingsfond

Den Folkekirkelige Udviklingsfond yder økonomisk støtte til initiativer der fremmer udviklingen af folkekirkens arv og virke. For 2013 er initiativer, der handler om påske, blevet udpeget som særligt indsatsområde for fonden.

  

Den folkekirkelige Udviklingsfond blev etableret i 2007. I løbet  af udviklingsfondens første seks år har 83 projekter fået tilsagn om støtte.     

 

Oversigter over tidligere støttede projekter kan ses ved hjælp af link nedenfor.

Hvad kan der gives støtte til?

Formålet med Den Folkekirkelige Udviklingsfond er at yde støtte til initiativer, der fremmer udviklingen af folkekirkens arv og virke. Der kan hvert år udpeges et særligt indsatsområde for støtte fra fonden.

 

I 2013 vil Den Folkekirkelige Udviklingsfond således især støtte initiativer, der fremmer engagement i og oplysning om påskens betydning som højtid og tradition, særligt udenfor kirkerummet.

 

Udviklingsfonden yder ikke støtte til enkeltpersoners studie- eller uddannelsesprojekter. Støtte ydes som startkapital. Der kan ikke ydes støtte til rene driftsudgifter. Ved bedømmelsen af ansøgningerne lægges der vægt på følgende:

  • at projektet / initiativet er nyskabende og sandsynliggør en klar nyttevirkning for folkekirken,
  • at projektet / initiativet har bred geografisk dækning, dvs. indebærer et samarbejde mellem flere stifter - der vil således blive givet forrang til initiativer, der geografisk set har bred deltagelse,
  • at projektet gennem sit eksempel og formidlingen heraf kan omsættes til andre dele af folkekirken samt danne inspiration for nye tiltag, f.eks. gennem dokumentation eller publikation af projektet i rapporter eller på internettet,
  • at frivilligt arbejde indgår som en del af projektet.  

 

Der kan gives støtte til udvikling af nye initiativer. Der kan også gives støtte til videreudvikling af initiativer, der er udviklet lokalt, men som kan bruges til inspiration for andre dele af folkekirken.

Til toppen

Ansøgninger om støtte i 2013

Ansøgninger om støtte fra Den folkekirkelige Udviklingsfond 2013 skal være Ministeriet for Ligestilling og Kirke i hænde senest d. 7. december 2012. Ved ansøgninger skal der benyttes et særligt ansøgningsskema, som kan hentes ved at klikke på dette link:

 

Ansøgningsskema 2013

 

Ministeriet kvitterer ved modtagelsen af indsendte ansøgninger. Såfremt man ikke modtager en kvittering ved indsendelse af ansøgning, bedes man rette henvendelse til ministeriet.

Behandling af ansøgninger og udbetaling af støtte

Ansøgninger om støtte fra Den Folkekirkelige Udviklingsfond bedømmes af Budgetfølgegruppen vedrørende fællesfonden. Budgetfølgegruppen består af en biskop, en stiftsamtmand, en repræsentant for Danmarks Provsteforening, en stiftskontorchef, en repræsentant fra Landsforeningen af Menighedsråd og en repræsentant fra Ministeriet for Ligestilling og Kirke.

 

Den danske Præsteforening vil blive inddraget i bedømmelsen af ansøgningerne. Der kan desuden inddrages ekstern bistand til bedømmelsen.

 

Ministeriet for Ligestilling og Kirke varetager sekretariatsfunktionen for Den Folkekirkelige Udviklingsfond. Når ansøgningerne er behandlet af Budgetfølgegruppen, giver Ministeriet for Ligestilling og Kirke besked til ansøgerne om tilsagn eller afslag.

 

Hvis der i forhold til en ansøgning kun gives delvist tilsagn, meddeles det ansøgeren, hvilke dele af initiativet der ydes støtte til.

 

Udbetaling af støttemidler vil som udgangspunkt ske på baggrund af et indsendt regnskab. Hvis særlige forhold taler for det, kan støtte udbetales på forhånd. Der skal under alle omstændigheder aflægges regnskab efter følgende principper:

  • Hvis der er bevilget mindre end 75.000 kr. i støtte til initiativet, skal der indsendes regnskab med revisorpåtegning. Dette kan være ved en foreningsvalgt revisor.
  • Hvis der er bevilget mellem 75.000 kr. og 500.000 kr. i støtte, skal der indsendes regnskab med revisionspåtegning ved en registreret revisor.
  • Hvis der er bevilget 500.000 kr. eller mere i støtte, skal der udføres fuld revision efter instruks fra Ministeriet for Ligestilling og Kirke

 

Hvis der opstår forhold hos tilskudsmodtageren, som afgørende ændrer forudsætningerne for udbetaling af beløbet, skal tilskudsmodtageren straks give Ministeriet for Ligestilling og Kirke meddelelse herom.

 

Tildelte midler skal være brugt senest 6 måneder efter det kalenderår, som tildelingen gælder for. Det skal i ansøgningen anføres, i hvilket eller hvilke år midlerne påtænkes brugt.

Til toppen

Evaluering af støttede initiativer

Når projektet er gennemført, skal tilskudsmodtager indsende en beskrivelse af projektet og forløbet af arbejdet med det. Projektbeskrivelsen vil blive offentliggjort på Ministeriet for Ligestilling og Kirkes hjemmeside til formidling af støttede projekter og initiativer, som kan findes her.

 

Til toppen

Oversigter over støttede projekter

I 2012 har 18 projekter fået i alt 2,0 mio. kr. i støtte. I 2011 fik 13 projekter i alt 1,3 mio. kr. i støtte. I 2010 fik 15 projekter i alt 1,3 mio. kr. i støtte. I 2009 fik 14 projekter i alt 1,3 mio. kr. i støtte. 6 projekter fik i 2008 tilsammen knap 1 mio. kr. i støtte, og i 2007 blev der ydet i alt knap 1,7 mio. kr. i støtte til 17 projekter.

 

 

Se oversigt over projekter, som har fået støtte i 2013 

 

Se oversigt over projekter, som har fået støtte i 2012

 

Se oversigt over projekter, som har fået støtte i 2011

 

Se oversigt over projekter, som har fået støtte i 2010

 

Se oversigt over projekter, som har fået støtte i 2009

 

Se oversigt over projekter, som har fået støtte i 2008

 

Se oversigt over projekter, som har fået støtte i 2007

Ministeriet for Ligestilling og Kirke · Frederiksholms Kanal 21 · 1220 København K · Tlf. Kirke & adm.: 33 92 33 90 · Ligestilling: 22 68 85 65
 
Accepter cookiesAccepter ikke cookiesLæs mere om cookies

Vi bruger cookies på www.miliki.dk. Nogle sikrer at sitet virker, mens andre samler statistik ind til forbedring af din brugeroplevelse.